Udgivet i — Skriv en kommentar

Båndmikrofoner: den komplette guide til ribbon-mikrofoner

En båndmikrofon er ikke en bedre mikrofon end de andre. Den er en anden slags værktøj — og når den passer til opgaven, gør den noget, hverken en kondensator eller en dynamisk mikrofon kan. Her er hvordan den virker, hvorfor den lyder, som den gør, hvordan du holder liv i den, og hvornår du skal vælge den.

Hvad er en båndmikrofon?

Inde i en båndmikrofon sidder en tynd metalfolie — typisk aluminium, ofte mellem 2 og 4 mikrometer tykt — ophængt i et kraftigt magnetfelt. Det er hele motoren. Båndet er membranen og den elektriske leder i ét, og når lyden får det til at bevæge sig, induceres der en spænding over dets ender.

Teknisk set hører båndmikrofonen derfor under de dynamiske mikrofoner: begge bygger på induktion. Men hvor en almindelig dynamisk mikrofon har en svingspole limet på en membran, er båndet direkte i lydfeltet. Den spænding, der kommer ud, er meget lav, så der sidder en transformator i mikrofonen, som sætter den op til noget, en preamp kan arbejde med.

Konstruktionen af en båndmikrofon
Båndet er membran og leder i ét. Det svage signal løftes af transformatoren.
Båndet i en AEA-mikrofon set gennem husets åbning
Det korrugerede aluminiumsbånd i en af AEA’s NUVO-mikrofoner, set gennem åbningen i huset. Foto: AEA Ribbon Mics.

Princippet er fra 1920’erne, hvor Walter Schottky og Erwin Gerlach beskrev det — samtidig med højttaleren, som er den samme konstruktion vendt om. I 1930’erne satte RCA’s modeller standarden i radio og film, og det er den lyd, båndmikrofonen stadig måles imod.

Derfor lyder den anderledes

Tre ting følger af konstruktionen:

  • Båndet er let. Det flytter sig hurtigt og følger transienter tæt. Det giver en nærhed i anslaget, som tunge membraner ikke rammer.
  • Toppen er blød. Båndmikrofonen gengiver de højeste frekvenser mere tilbagetrukket end en kondensatormikrofon. Det er grunden til, at den sjældent lyder skarp — og til, at en vokal, der skærer i andre mikrofoner, pludselig kan sidde.
  • Bunden er tæt på på kort afstand. Som alle trykgradientmikrofoner har den proximity-effekt, men de klassiske AEA-modeller har en mildere udgave end de fleste.

8-talskarakteristikken — og hvorfor den betyder noget

Båndet er åbent fra begge sider, så mikrofonen hører lige godt forfra og bagfra og giver et perfekt 8-tal. Det betyder to ting i praksis:

8-talskarakteristik
Forfra og bagfra med fuldt signal — til siderne en udslukning, hvor mikrofonen intet hører.

Du får rummet med. En båndmikrofon optager ikke kun kilden, men også rummet omkring den — derfor er den så svær at slå på akustiske instrumenter og i optagelser, hvor rummet er en del af lyden.

Og du kan sigte med den. I 90 grader til siden er der en udslukning, hvor mikrofonen stort set intet hører — AEA angiver op til 90 dB dæmpning vinkelret på fronten. Den kan du bruge aktivt: sæt siden af mikrofonen mod det, du vil undgå, og optagelsen bliver renere, uden at du rører ved EQ.

Udslukningen i praksis
Sæt siden af mikrofonen mod det, du vil undgå. Lyden forfra kommer uhindret igennem.

Blumlein — to bånd i ét punkt

Englænderen Alan Blumlein beskrev i 1930’erne en stereoopsætning med to matchede 8-talsmikrofoner, der står i 90 grader på hinanden og så tæt sammen, at de deler samme punkt i rummet. Fordi begge membraner er på samme sted, er der ingen tidsforskel mellem kanalerne — kun niveauforskel — og det gør stereobilledet fasekohærent og stabilt, også når det foldes sammen til mono.

Det er stadig benchmark for, hvordan et rum skal gengives, og det er den opstilling AEA’s R88A og R88 mk2 er bygget til: to bånd i fast Blumlein i én mikrofon, så du ikke skal matche og opstille noget selv.

Blumlein-opstillingen
To 8-talsmønstre i 90 grader omkring samme punkt. Niveauforskel, ingen tidsforskel.

Aktiv eller passiv?

Passiv betyder, at mikrofonen ikke skal have strøm. Den sender et meget svagt signal, og det stiller krav til preampen: du skal have rigeligt med gain og indgangstransformere, der kan lide at se en lav impedans. Passiv er den reneste signalvej. Det gælder R84, R88 mk2, KU4 og R92.

Aktiv betyder, at der sidder JFET-elektronik i mikrofonen, som giver mere output og en fast lav udgangsimpedans. Så virker den med ethvert interface, også et bærbart, uden at du skal tænke på gain. Til gengæld skal mikrofonen have 48V fantomstrøm — og alle aktive AEA-modeller trækker 7 mA. Tjek, at dit interface kan levere det; standarden siger 10 mA pr. indgang, men nogle USB- og batteridrevne enheder leverer mindre.

De aktive udgaver findes som R84A, R88A, N22 NUVO, N8 NUVO Far, N28 NUVO Stereo, KU5A og A440. Kører du passivt, er TRP3 og RPQ3 bygget til opgaven.

Sådan holder båndet

En båndmikrofon er ikke skør, som rygterne siger — den tåler høje lydtryk fint. Det, der tager livet af den, er luft og uheld:

  • Aldrig puste i den. Kraftig luft bevægelse kan strække båndet. Brug i stedet håndtesten: hold hånden der, hvor mikrofonen skal stå — kan du mærke luftbevægelsen, så flyt mikrofonen længere væk eller sæt en popfilter imellem.
  • Vær opmærksom på basporten på en guitarforstærker eller en åben stortromme. Sigt skråt forbi, så blæsten ikke rammer fronten direkte.
  • Dæk den til, når den ikke bruges. Ubeskyttede båndmikrofoner tiltrækker med tiden fine jernpartikler, som kan samle sig i magnetgabet og rive i båndet.
  • Fantomstrøm: passive båndmikrofoner skal ikke have 48V. Med et korrekt kabel og en strømforsyning, der virker, sker der normalt ingenting — men risikoen opstår, hvis stel (pin 1) kortsluttes, hvis kablet er forkert lødet, eller hvis du patcher med et TRS/TT-patchpanel, hvor forbindelsen kortvarigt kortslutter benene. AEA anbefaler udtrykkeligt XLR-patchpaneler til mikrofonniveau. Tag for vane at slå fantomstrømmen fra, før du sætter mikrofoner til og fra — skrællene kan skade højttalere, høretelefoner og ører.
Håndtesten foran en stortromme
Håndtesten: kan du mærke luften på hånden, skal mikrofonen længere væk — eller der skal en popfilter imellem. Foto: AEA Ribbon Mics.

Hvornår vælger du en båndmikrofon?

Klassisk er den værktøjet til vokal, messing, strygere, guitarforstærkere og trommer — og til alt, hvor du vil have rummet med. Den er også den mikrofon, der oftest redder en kilde, der lyder skarp i alt andet.

Vælger du den til nærfeltsoptagelse, skal du vælge en model bygget til det: R92 og KU5A er lavet til at stå tæt på, og NUVO-serien dækker både nær- og mellemfelt. Til orkester, kor og store rum er R88A og R88 mk2 de brede valg.

AEA-serien kort

  • R84 og R84A — den klassiske store båndmikrofon. Vokal, strygere, messing, guitarforstærkere. R84A er den aktive udgave.
  • R88A og R88 mk2 — to bånd i fast Blumlein. Tromme-overheads, klaver, strygere, rum. R88A er aktiv.
  • N22 NUVO, N8 NUVO Far og N28 NUVO Stereo — den moderne NUVO-serie, kompakt og aktiv.
  • KU4 og KU5A — supernyre og supercardioid til nærfelt, hvor du vil væk væk fra rummet.
  • R44C og R44CE — genskabelsen af den ikoniske RCA 44.
  • A440 — flagskibet, aktivt med stort bånd.

Er du i tvivl om, hvilken der passer til dit rum og din musik, så ring på +45 40 53 98 12. Vi er de eneste i Danmark, der fører hele AEA-serien.

Udgivet i — Skriv en kommentar

Manley Reference Silver: C-37-kapslen i en moderne rør-mikrofon

Manley Reference Silver – Rør Kondensator Mikrofon

Manleys Reference-serie består af tre rør-mikrofoner, der hver især bygger på en klassisk kapsel: Reference Cardioid bruger en Neumann-inspireret, center-termineret kapsel, Reference Gold en amerikansk kapsel baseret på AKG’s legendariske "brass ring" CK12 — og Reference Silver, den nyeste i serien, tager udgangspunkt i C3-kapslen, der oprindeligt blev udviklet til Sony C-37 i 1950’erne.

Det er ikke en klon. Manley har hverken kopieret C-37’ens lille format eller dens karakteristiske gitter, og i Sound On Sound’s anmeldelse fra oktober 2022 konkluderer Sam Inglis, at Silver er "its own animal": en moderne, lavstøjet rør-mikrofon med C-37’ens glathed i mellemtonen, men med en mere åben top.

Kapslen: C3 fra Sony C-37 — håndlavet i USA

Mikrofonen bruger en kopi af C3-kapslen fra Sony C-37 — samme kapseltype som Mojave MA-37 benytter. Manley oplyser selv, at kapslen er håndlavet i USA af Josephson Audio: enkeltsidet, edge-tensioneret og med en 1" membran i 5 mikron forstøvet guld.

De to polære karakteristikker — nyre og omnidirektionel — skiftes mekanisk. Man fører en nøgle ind bag på headbasket og åbner eller lukker en shutter bag kapslen. Det er samme princip som på andre C-37-afledte mikrofoner, men Silver har sit eget kapselophæng, så skiftet kræver en rolig hånd.

Manley Reference Silver — mekanisk skifter mellem nyre og omnidirektionel polær karakteristik

Hybridkredsen: 5670-rør, FET og Manley IRON

Selvom Silver kaldes en rør-mikrofon, er kredsen teknisk set en hybrid: et 5670-rør i head amplifieren arbejder sammen med en FET, der fungerer som konstantstrømkilde. Ifølge Sound On Sound er formålet lav støj og lav forvrængning — og headroom. Kapslen tåler nemlig enorme lydtryk, og elektronikken følger med: maksimalt SPL er opgivet til 150 dB, og det uden pad-switch.

Udgangen går gennem en håndviklet Manley IRON-transformer med nikkelkerne. Udgangsimpedansen er lave 30 Ω, frekvensgangen 10 Hz–30 kHz (forstærkeren op til 60 kHz), og high-pass-filteret ligger på −3 dB ved 55 Hz. Sidstnævnte er ikke tilfældigt: Silverens bas er bemærkelsesværdigt dyb, og uden filteret samler den subsonisk rumlen op fra selve studiet.

Manley Power: switch-mode-strømforsyning fra Bruno Putzeys

Alle Reference-mikrofoner bruger i dag Manleys egen switch-mode-strømforsyning, designet af Bruno Putzeys og Nand Eeckhout. Den accepterer 90–250 V AC uden omstilling, bruger kun 8 watt og arbejder over det hørbare område, hvilket ifølge Manley eliminerer ripple fra netfrekvensen.

Manley Power switch-mode-strømforsyning til Manley Reference-mikrofonerne

Lyden: dyb bas, blød mellemtone, åben top

Sound On Sound’s test fremhæver især bassen. Selv i nyre på afstand er responsen under 100 Hz "absolutely thunderous", og som room-mikrofon på trommer kan den gøre close-mikrofonering af stortrommen overflødig. Mellemtonen er blød — uden den 2–3 kHz "bite", man kender fra en U87 — og det gør den stærk på harsk vokal og skarp akustisk guitar. På snare beskriver anmelderen resultatet som "doosh" frem for "donk".

Til gengæld har Silver mere energi fra 5–6 kHz og opefter end MA-37, så sibilanter er tydeligere, og bækkener får sprødhed. Manley beskriver selv karakteren som "on the rich and warm side" og peger på, at mikrofonen kan bruges netop der, hvor man ellers ville gribe en ribbon-mikrofon.

"Manley have adapted the classic Sony C-37-style capsule as the basis of a modern low-noise, open-sounding valve mic, with impressive results." — Sound On Sound, oktober 2022

Hvor den ikke er det oplagte valg

Sound On Sound er ærlig om grænserne: Silver er ikke den mest alsidige vokalmikrofon, og den giver ikke nødvendigvis stemmer den "larger-than-life"-kvalitet, visse rør-mikrofoner er kendt for. Anmelderen vurderer, at Reference Gold og Reference Cardioid ligger tættere på, hvad de fleste opfatter som en statement-mikrofon, og ser Silver som det ideelle supplement til en flagskibsmikrofon frem for som den eneste mikrofon i skabet. Det fastmonterede shockmount er desuden lavet af tynd aluminium — anmelderen formåede faktisk at bøje det under sin test.

Håndbygget i Chino, Californien

Manleys historie begynder i 1988, hvor VTL etablerede MANLEY som sekundært brand. De første MANLEY-produkter kom i 1989, og i 1993 blev Manley Laboratories en selvstændig virksomhed med David og EveAnna Manley ved roret. EveAnna overtog eneejerskabet i 1999. I juli 2025 blev selskabet overtaget af Rockforce Tech Holding, grundlagt af Dirk Ulrich (Brainworx og Plugin Alliance), og produktionen fortsætter uændret i den håndbyggede Chino-fabrik.

Specifikationer

  • Kapsel: kopi af Sony C-37’s C3-kapsel, håndlavet i USA af Josephson Audio
  • Rør: 5670 i head amplifier med FET-konstantstrømkilde
  • Polære karakteristikker: nyre og omnidirektionel (mekanisk skift bag kapslen)
  • Frekvensgang: 10 Hz–30 kHz, forstærker til 60 kHz
  • Maksimalt SPL: 150 dB uden pad
  • High-pass: −3 dB ved 55 Hz, 6 dB/oktav
  • Udgang: håndviklet Manley IRON-transformer med nikkelkerne, 30 Ω, balanceret XLR (pin 2 hot)
  • Strømforsyning: Manley Power switch-mode, 90–250 V AC, 8 W
  • Kabinet: sølv-anodiseret aluminium, krop ca. 51 mm × 246 mm

Sådan lyder den i praksis — Sweetwaters gennemgang med optagelser på både vokal og akustisk guitar:


Produkter nævnt i denne artikel

Kilde: Sound On Sound — Manley Reference Silver (oktober 2022) og manley.com.

Udgivet i — Skriv en kommentar

BeesNeez Pro Audio: Australsk Håndværk og Klassisk Mikrofon-DNA

BeesNeez BU47 K7

BeesNeez Pro Audio bygger stort set hele mikrofonen selv — fra viklede transformere til kapsler fræset af massiv messing. Fra værkstedet i Collins Creek i New South Wales har Ben og Veronica Sneesby sendt håndlavede mikrofoner ud til studier verden over. Nu er 23 af dem landet i vores sortiment.

Fra studie til mikrofonfabrik

Ben Sneesby startede i 1992 med en praktikplads i et studie, og i 2001 blev BeesNeez grundlagt som studie, værksted og designvirksomhed. I 2005 lukkede studiet, og firmaet flyttede til Collins Creek med ét fokus: at designe og reparere mikrofoner. Veronica kom til som Director of Operations i 2007, og i dag arbejder også parrets døtre Arabella og Elizabeth i produktionen.

Alt bygges in-house — også kapsler og transformere

Siden 2005 har BeesNeez fremstillet komponenterne selv: backplates fræses af massiv messing, grille-mesh lægges i hånden, og transformere vikles i huset. Kapslerne er af messing og bronze med membraner i sputtered Mylar eller isoleret aluminium. Det er vertikal integration, man ellers kun ser hos de helt store producenter.

BU47: U47-genskabelsen med valgfri kapsel

BU47 er en komponent-tro genskabelse af Neumann U47, hvor du vælger M7- eller K47-kapsel via udskiftelige head units. Røret er et nøje udvalgt NOS-rør i militær-spec, og transformeren er BeesNeez’ egen BV08. Grundmodellerne giver cardioid og omni, mens RP-versionerne tilføjer fjernstyret mønstervalg fra strømforsyningen og dermed op til ni polære karakteristikker.

B67-269: to klassikere i én mikrofon

BeesNeez B67-269 rørmikrofon med ni polære karakteristikker

Den U67-inspirerede B67-269 rummer også M269’s egenskaber. K6-kapslen genskaber Neumann K67, og via interne DIP-switches får du high-pass, -10 dB pad, broadcast-filter samt Old/New-voicing i både 67- og 269-tilstand. Ni polære karakteristikker gør den til en af klassens mest fleksible rørmikrofoner.

C12- og 251-arven

BeesNeez BN251 rørmikrofon med CK12-kapsel

BC12 Multi Long Body er bygget omkring BeesNeez’ egen CK12-kapsel i messing med åbent head-grille — den klassiske C12-signatur. Den findes også som BC12a i Tube- og FET-udgave. BN251 er en del-for-del mekanisk tvilling af Telefunken ELA M 251, mens Tribute 2 tager 251-signaturen i et originalt BeesNeez-design.

Original Series og Studio Series

Original Series er egne konstruktioner: Tribute 1 med M7-kapsel og ni polære karakteristikker samt Tribute 2. Studio-serien dækker arbejdshestene Elly, Isobel, Oliver i FET og Tube, Arabella og Phelicity — flere opkaldt efter familiemedlemmer — foruden Lulu, en småmembran-mikrofon i FET og Tube inspireret af Neumann KM54. B87i og B87ic er U87i-hyldester i multipattern og cardioid.

Anmelderne

“The Tribute 1 sounded superb on the all vocal sessions I used it on.” — Neil Rogers, Sound On Sound

“The highs are present but silky and not harsh. The midrange is perfectly natural and neutral but not boring.” — Don Gunn, Tape Op

Produkter nævnt i denne artikel